Julekort med munden

Af Jeanne Kornum
“Jeg var 11 år, og på vej til skole på cykel. Hver dag krydsede jeg jernbaneskinnerne, jeg kan huske, der var nogle høje træer langs vejen op til skinnerne. Jeg stoppede cyklen før overskæringen, lænede mig frem, for at se om toget kom. Men toget fik fat i mig, jeg hørte det ikke engang,” fortæller Ruth Christensen. Toget tog begge hendes arme, men det har ikke hindret Ruth Christensen i at blive maler.
Ruth Christensen er mundmaler. Hun er især kendt for sine julepostkort. Idylliske snelandskaber, julemænd og nisser, blomster og billeder med Jesus og Maria, er blot nogle af Ruth Christensens julemotiver. Hun ved ikke selv hvor mange julepostkort det er blevet til, 200 måske 300, det er længe siden, hun er hold op med at tælle.
Julekortene bliver solgt i hele verden. ”Jeg er glad for at folk kan lide mine billeder, for jeg gør mit bedste.”
Efter tog ulykken ønskede Ruth Christensen, at hun kunne blive hel igen. På trods af hun havde mistet begge sine arme, besluttede hun, at hun ville leve så almindeligt som muligt.
“I starten spiste jeg som hunden og katten. Det var vanskeligt at lære at spise med bestik, men det var vigtigt for mig, at kunne klare mig selv”, husker Ruth Christensen.
”Det var forfærdeligt for min familie, men vi talte aldrig om det der var sket. Jeg kan heller ikke lide at tænke tilbage på det.”
Der var hverken noget der hed fysioterapeuter eller genoptræning. Så det var op til Ruth Christensen og hendes familie, at gøre livet så normalt som muligt.
Allerede tre uger efter ulykken var hun tilbage på skolebænken. Heldigvis tog hendes klassekammerater godt imod hende efter ulykken.
”Jeg er aldrig blevet mobbet med mit handicap, og de var søde til at hjælpe mig i skolen” siger Ruth Christensen glad. Hendes far lavede en holder til blyanten, så hun kunne skrive med blyanten i munden. Det var svært, men Ruth Christensen var stædig.

Ruth Christensen elsker julen, og hun maler flest julemotiver i december måned. Hun kan også finde på at kaste sig over julemotiverne en varm sommerdag, hvis hun får en god ide til et julebillede.
“Et motiv som Jomfru Maria med barnet er set en million gange. Men jeg kan altid lave et til på en ny måde, så det bliver mit eget billede,” siger Ruth Christensen, imens hun maler på et postkort til næste jul.
Selvom der er stille når Ruth Christensen sidder og tegner på sin tegnestue i villaen i Vanløse, er hun ikke alene. Fordelt i 50 lande er der 600 mund og fodmalende kunstnere i foreningen, der alle sidder og maler. De mødes i foreningen og til deres fælles udstillinger. 
Når Ruth Christensen er færdig med at male julepostkort, passer hun sit hjem i Vanløse. Hun kan klare alting fra madlavning til støvsugning selv. Nogen ting tager bare lidt længere tid, fx. kræver det meget tålmodighed at åbne en bøtte med italiensksalat.
Hver dag går Ruth Christensen en tur. Hun tager et sjal på, så ligner hun alle andre. Det værste er hvis folk vil give hende hånden for at hilse goddag. “Så kan personen blive enormt forlegen, når han opdager, jeg ingen arme har. Det er ikke rart, for jeg ønsker ikke at bringe nogen i forlegenhed,” siger Ruth Christensen med penslen dirrende i mundvigen.

Ruth Christensen er uddannet reklametegner på Kunsthåndværker Skolen. Da hun søgte om optagelse på skolen frarådede skolen hende at begynde der. Hun havde jo ingen arme! Men Ruth Christensen ville, og sådan blev det.
Da hun var færdiguddannet fik Ruth Christensen job som reklametegner hos Harlang & Toksvig, der arbejdede hun i 30 år.
”Jeg arbejdere på lige fod med de andre i firmaet. Jeg har altid måtte kæmpe for at være hurtig nok, og jeg oplever, jeg kan en masse, når jeg skal.”
I dag arbejder Ruth Christensen ikke som reklametegner længere. De sidste 20 år har hun levet af at male postkort i foreningen Mund og Fodmalende Kunstnere. Selvom Ruth Christensen er 74 år, har hun ikke tænkt sig at lægge penslen foreløbigt. “Der er ikke sat noget punktum i min produktion, kun et komma.”